Husker du de københavnske baggårdsværksteder, der engang lå spredt ud over brokvarterne, som byens kreative fregner? Nu er de snart sminket væk, gennembyfornyet og gentrificeret.
På trods af tendensen, har Signs & Wonders ligget lunt i læ af Irma-hønen ved Sortedammen i over 25 år. Tilbage i 1996, da Thomas og Hauge opdagede stedet, var ejerne ret begejstrede: den sidste lejer havde drevet bordel, så en grafisk tegnestue blev opfattet som en klar gevinst for matriklen. Men tiderne skifter: spekulanter og kapitalfonde omringer os med uønskede forbedringer, prisforhøjelser og byggeprojekter, mens de vrider alle de penge de kan ud af den gamle stolte Irma-gård.
Det er dog endnu ikke lykkedes nogen at få skovlen under Signs & Wonders. På værkstedet ånder alt fred og ro, (bortset fra det konstante soundtrack af soul og indie-rock i højtalerne), for her arbejdes med grafiske mirakler skal det forstås, og der bliver ved med at være efterspørgsel efter de originale og personlige design-idéer, der udspringer fra de hyggelige lokaler på Sortedam Dossering.
Du er altid velkommen til at kigge forbi og se, hvad Signs & Wonders laver for tiden.